Nyheder
Støjvarsling
Publikationer
Ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev arbejder Morten, der nok bedst kan beskrives som stedets uundværlige altmuligmand.
Foto: Morten
”Altså hvis jeg en dag skulle være i tvivl om, hvad jeg skal lave, så kan jeg bare gå en tur ned ad gangen her, og så har jeg opgaver nok til resten af dagen”, fortæller Morten med et glimt i øjet, da vi går forbi en af kontorgangene. Morten har arbejdet i Haderslev ved Beredskabsstyrelsens Etablissement-partner de sidste par år. Inden da havde han en lang karriere i lastbilbranchen. Han sætter stor pris på sin daglige gang blandt de værnepligtige.
”Det er skønt at arbejde med de unge mennesker, følge dem og se, hvordan de vokser med opgaven”.
De unge mennesker forstår også at holde Morten i gang, for der nok, der skal fikses på belægningsstuerne. Stik der hives ud, spejle der falder ned og så videre. Ved værnepligtsstuerne har Morten det, han kalder ”sin postkasse” med mærkatet Fejlmeddelelser. Det er her, de værnepligtige indrapporterer ting, der skal ordnes.
Morten har hænderne i alt fra opsætning af myrelokkedåser til udskiftning af vinduer. Og her i Haderslev er der også et øvelsesområde, hvor der skal laves gennembrydningsrammer, strammes skruer og så videre. Han sætter pris på alsidigheden.
”Man ved aldrig helt, hvad man møder ind til. Dagen før påske lå flaget pludselig ovre i buskene – og så ringer halvdelen af byen jo ind for at høre, hvorfor flaget ikke er oppe. Så måtte vi hurtigt have lagt flagstangen ned, ordne snoren og få genhejst flaget”.
Dermed blev påskefreden i Haderslev sikret.
Ved Beredskabsstyrelsens ETAB-partner arbejder 32 medarbejdere fordelt på otte tjenestesteder fra Thisted i vest til Allinge i øst. Ledere, administrativt personale, koordinatorer og ejendomsserviceteknikere.
Men hvordan sikrer man et godt samarbejde om opgaverne, når man er
spredt i hele landet? Birthe, der er næstkommanderende ved partnerelementet, fortæller:
”Vores koordinatorer mødes online hver morgen for at fordele opgaver. Flere af vores medarbejdere er ikke kun tilknyttet en enkelt lokation, så vi skal selvfølgelig finde de mest hensigtsmæssige måder at få løst opgaven. Det fungerer rigtig godt”.