Den nye facilitet, kaldet F-35 Campus Skrydstrup, blev i dag overdraget fra bygherren, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, til de daglige brugere ved Fighter Wing Skrydstrup. Overdragelsen skete i høj solskin og med en F-35 model i fuld størrelse som baggrundskulisse.

 

- Det er en uforglemmelig og kæmpe stor dag for Ejendomsstyrelsen. Det er en manifestation af samarbejdet mellem brugerne, Ejendomsstyrelsen som bygherre og entreprenørerne, sagde direktør i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen generalmajor Anders Mærkedahl Pedersen.

 

Fantastiske rammer

Fra idéfase til det endelige byggeri har der været en tæt dialog med Fighterwing Skrydstrup. Dermed er det en bygning, der helt ud i alle hjørner understøtter Danmarks kampflyberedskab. Fighter Wings motto er ”Kraften ude – styrken hjemme”, og bygeriet er derfor udført, så det udover at opfylde de arbejdsmæssige krav er et trygt, imødekommende og venligt miljø at færdes i.

 

- Vi er meget spændte på at komme i gang med at bruge bygningen. Det er en specialdesignet bygning, der er optimeret til det, vi skal bruge den til, i forhold til at få F-35 kapaciteten til at fungere, fortæller chef for Fighter Wing Skrydstrup oberst ”IME”.

 

Til tiden og prisen

På trods af coronanedlukninger, krig i Ukraine, stigende priser på byggematerialer og skærpede sikkerhedskrav, er det lykkes at bygge det 35.000 m2 store byggeri inden for det økonomiske rum, der var sat af til opgaven. Samtidig er det lykkes at gøre byggeriet klar til at modtage de første F-35 der kommer til Danmark om få uger.

 

Fakta om F-35 Campus:

Der er opført over 35.000 m2 bygninger og helt komplekset strækker sig over 300.000m2.

Den samlede pris på byggeriet er omkring 1,3 milliard kroner.

Første spadestik blev taget 15. juni 2020.

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik lagde grundstenen til byggeriet 18. juni 2021.

Byggeriet blev overdraget til Fighter Wing Skrydstrup 1. september 2023.

 

Byggeriet rummer alle de faciliteter, der er nødvendige for at have F-35 fly klar til at forsvare dansk luftrum og støtte vores allierede døgnet rundt. Bygningerne indeholder alt fra trænings- og uddannelsesfaciliteter, kantine og velfærdsrum til kontorer, lagre og værksteder.