Nyheder
Støjvarsling
Publikationer
I dag overtager Ejendomsstyrelsen driften af kantine og rengøring fra ISS på alle landets tjenestesteder - og siger velkommen til flere end 500 nye kollegaer!
Fremover vil kantine og rengøringsområdet kendes under navnet ”Forsvarets Kantiner og Rengøring”. Området ledes af programdirektør Rune Serigstad.
I morges sagde Rune velkommen til nogle af sine nye medarbejdere, da han sammen med regimentschef oberst Mads Rahbek, chef for Ejendomsstyrelsen generalmajor Anders Mærkedahl Pedersen og stabschef (fg.) oberst Thomas Øgendahl Knudsen besøgte kantinen på Livgardens Kaserne i København og spiste morgenmad. Alle medarbejderne fra både kantinen og rengøringsteamet på kasernen spiste sammen med cheferne og leder af Etablissementspartnerelementet Høvelte Mikael Winther, som kasernen er tilknyttet.
Livgardens Kaserne i København huser Vagtkompagniet, Livgardens Tamburkorps samt Den Kongelige Livgardes Musikkorps. Vagtkompagniet har til opgave at holde vagt om de kongelige slotte og palæer. For mange har det traditionelt været noget særligt at aftjene sin værnepligt i Livgarden.
Køkkenchefen Malene Nordenbøl fortæller, at de tidligere ISS-medarbejdere har glædet sig til 1. april og også, at der nu bliver en højere grad af lokal drift og tilpasning til de særlige forhold på tjenestestedet:
”Det bliver så godt, at der nu ikke længere er noget dem og os. Nu er vi sammen om at finde ud af tingene på den bedste måde, og vi er alle bare kollegaer”.
Malene siger, at det er noget af en opgave at bespise værnepligtige ved Livgarden:
”Vi har fire vagthold, hvor holdene er inddelt efter højde. De tager alle sammen godt fra, men når vagthold fire kommer til spisning, kommer der for alvor mad på tallerkenerne. Når man er to meter høj og i aktivitet hele dagen, ryger der nemt mellem 1500 og 1800 gram mad ned til en frokost.”
Køkkenet sætter en ære i at servere varieret og sund mad, og dagens morgenmad var et eksempel på en normal morgenmadsservering for soldaterne. I coronatiden begyndte de værnepligtige at spise sundere og mere varieret, fordi der var spisning i mindre hold og god plads omkring fadene. Nogle af principperne med mindre trængsel om maden bliver derfor fastholdt fremover.
Programdirektør Rune Serigstad glæder sig til, at stoltheden og passionen finder tilbage i arbejdet med kantine og rengøring.
”Selvfølgelig kan vi ikke love, at alt bliver perfekt fra første dag. Men henover de næste måneder bliver maden i kantinerne tilpasset de lokale behov. Desuden er vores ambition, at maden bliver lavet fra bunden af gode råvarer og at der bliver gjort rent med en ny frekvens”, siger Rune.
Alle var enige om, at dagens morgenmad på Livgardens Kaserne var lækker. Der var godt hjemmebagt brød med ost og pålæg, forskellige cerials, frisk frugt, chiagrød, små pandekager, æg, bacon og pølser m.v. Det duftede og smagte dejligt – og dufter af nye tider!