Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
 
 

Samarbejdspartnere 

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse samarbejder på tværs af ministerier, styrelser, kommuner samt offentlige- og private virksomheder.

Vigtig information vedrørende kommunalplanlægning
Vindmøller, høje bygninger og anlæg kan påvirke Forsvarsministeriets nationale interesser.

Forsvarsministeriet bruger radarer til overvågning af farvande og luftrummet som led i suverænitetshåndhævelse samt løsningen af en række opgaver, herunder lufttrafikkontrol, skibstrafikkontrol som led i Sikker Sejllads, søredning mv. Opsætning af vindmøller og opførelse af høje bygninger og anlæg kan påvirke radarovervågningen, så der eksempelvis dannes områder (gaps) uden radardækning eller dannes falske ekkoer, som kan forhindre præcis angivelse af positioner med mulighed for effekt på sejlladssikkerheden. På samme måde kan Forsvarets radiokommunikation påvirkes.

Forsvarsministeriets nationale interesser er beskrevet i Erhvervsstyrelsens ”Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægning”, som kommunerne skal inddrage i planlægningen. I oversigtens kapitel 4.4. om Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen er det præciseret, at der ikke må opsættes vindmøller eller anden høj bebyggelse, der kan forstyrre Forsvarets radarovervågning.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ansvaret for at varetage Forsvarsministeriets nationale interesser. Kommunerne opfordres til, allerede inden indledende planlægningsfase for vindmøller, høje bygninger og anlæg at gå i dialog med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, så potentielle påvirkninger og konsekvenser af projektet kan afdækkes i forhold til Forsvarsministeriets nationale interesser.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kan fremsætte indsigelse
Vurderes det, at et planforslag kan påvirke radarovervågning eller radiokommunikation fremsætter Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse en indsigelse mod planforslaget på vegne af Forsvarsministeriet med hjemmel i planloven. Indsigelser mod forslag til lokalplan rettes direkte til kommunen, mens indsigelser mod kommuneplantillæg fremsættes af Erhvervsstyrelsen på vegne af ressortministeriet.

En indsigelse fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vil beskrive hvilke dele af planforslaget, som ses at være i konflikt med Forsvarsministeriets nationale interesser. Indsigelsen kan eksempelvis indeholde oplysninger om, hvilken type teknisk analyse der er påkrævet, for at foretage en nærmere vurdering af en eventuel påvirkning af Forsvarets radarovervågning og/eller radiokommunikation.

Proces for teknisk analyse
Efter indsigelsen er fremsat vil Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse gå i dialog med kommunen/projektejeren for at aftale den fremadrettede proces. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fremsender herefter kravspecifikationer til brug for udarbejdelsen af den tekniske analyse.

Eksempler på indhold og omfang af analyser i vindmølleprojekter er en fælles europæisk vejledning kaldet Eurocontrol Guidelines: ”How to Assess the Potential Impact of Wind Turbines Surveillance Sensors”. Vejledningen beskriver beregningsgrundlaget for en konkret vurdering af påvirkningen fra vindmøller på visse radartyper (luftvarsling), og kan hentes her.

De tekniske analyser skal foretages af et rådgivende firma med ekspertise inden for området. Det er kommunen/projektejeren, som foranstalter tilvejebringelsen af analyserne og bærer udgifterne hertil. Kommunen/projektejeren udpeger hvem der skal foretage analysen, og efterfølgende aftaler tidspunkt for levering, betaling, mv. med firmaet.

Når analysen foreligger, fremsendes resultatet af denne til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, som foranstalter en teknisk og operativ vurdering af rapportens resultater ved Forsvarsministeriets underliggende myndigheder (Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse).

Sagsbehandlingstiden afhænger af de konkrete omstændigheder for projektet samt øvrige opgaver. Generelt kan kommunen/projektejeren forvente et svar inden for 4-8 uger afhængig af kompleksitet. Der kan forventes hurtigere sagsbehandlingstid såfremt rapporten ikke viser udfordringer.

Såfremt den efterfølgende vurdering konkluderer, at projektet medfører uacceptable begrænsninger og forringelser af brugen af radar og radiokommunikation, foretages en vurdering af muligheden for etablering af afværgeforanstaltninger. En afværgeforanstaltning kan eksempelvis være opdatering af den eksisterende radars softwaresystem, flytning af den eksisterende radar, etablering af en ny radar som komplementerer radardækningen (en såkaldt gap-filler), eller opsætning af en ny radar med anden teknologi (fra 2D radar til 3D radar). Alle udgifter til opsætning, afprøvning og drift pålægges kommunen/projektejeren.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse meddeler kommunen/projektejeren resultatet af undersøgelserne i forhold til eventuelle krav til afværgeforanstaltninger. Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse vil bidrage med afklaring af operative henholdsvis tekniske forhold.

Der indgås en skriftlig juridisk bindende aftale mellem Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og kommunen/projektejeren, hvor det bl.a. vil fremgå, at udgifter forbundet med etablering og test af afværgeforanstaltninger afholdes af kommunen/projektejeren som en del af projektet. Aftalen vil også omfatte afprøvning af afværgeforanstaltningerne, når projektet er færdigbygget. Hvis ikke afværgeforanstaltningerne giver den tilsigtede effekt og således ikke i tilstrækkelig grad afværger begrænsningerne, vil yderligere afværgeforanstaltninger skulle iværksættes.

Når ovennævnte aftale er indgået, frafaldes indsigelsen mod planforslaget af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på vegne af Forsvarsministeriet.

Kontaktoplysninger
Hvis du har behov for mere information kan du kontakte Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på fes@mil.dk.
Sidst opdateret 08-05-2019 - kl. 11:11