Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvarets største faldskærme kan fremover pakkes i Danmark

Indholdsområde

 
 
SUN værksted
 

Forsvarets største faldskærme kan fremover pakkes i Danmark 

Ny, stor pakkehal på Flyvestation Aalborg fordobler SUN-værkstedets eksisterende areal. Flyvevåbnets største faldskærme kan dermed repareres og pakkes i Aalborg, hvilket giver en årlig besparelse på 450.000 kr.

07-02-2020 - kl. 12:57
Fleksibel bygning løser pladsproblemer
Pladsproblemer i de gamle SUN-bygninger har betydet, at det ikke før har været muligt at pakke de store G12 faldskærme, som bruges til nedkastning af materiel. Disse skærme er tre gange så store som en almindelig faldskærm og er hidtil blevet pakket i Tyskland. Nu hentes denne funktion til Aalborg, hvilket giver en årlig besparelse på op mod 450.000 kr.

Den nye pakkehals primære funktion er arbejdet med kontrol, reparation, pakning og opbevaring af faldskærme i forskellige størrelser, men bygningen kan mere end det. Det store gulvareal kan desuden benyttes til f.eks. trykprøvning af redningsflåder og øvrigt nødudstyr.

Funktionaliteten er tænkt ind i alle led
Valget af byggematerialer er betinget af bygningens funktioner. Faldskærme er følsomme for UV-lys. Derfor der monteret specielle LED lamper i loftet og mængden af vinduer (med UV-filter) er begrænset. Alle bygningens dele er hvide, dette gælder også de synlige ståldrager. Skærmene kan nemlig bedst gennemlyses på en hvid baggrund, når de skal efterses for skader. Der er etableret udsugning og temperaturstyring i bygningen, da temperatur og luftfugtighed også påvirker skærmene. Det store rum skal indrettes med skære-, sy- og pakkeborde i den ene ende og pallereoler til opbevaring i den anden.

Stor forbedring af arbejdsmiljøet
Der er tænkt på et godt arbejdsmiljø i det nye byggeri. For eksempel skal den gennemgående traverskran skåne medarbejderne for løft af tunge emner, og pakkebordene er hæve-sænkeborde med god plads omkring.

Seniorsergent Jack Borris Stenkjær fra Air Transport Wing er leder af SUN-værkstedet på Flyvestation Aalborg og har formidlet brugernes ønsker og ideer til bygningens udformning:

”Pladsproblemerne i den gamle bygning har været den største udfordring for os. Nu får vi masser af plads, og det glæder vi os til. Vi har tilført projektet nogle gode forslag til, hvordan vores behov kunne imødekommes nu og fremadrettet”, fortæller lederen af SUN-værkstedet.

Den nye hal forbindes med de ældre bygninger gennem tre overdækkede adgangskorridorer. Dette giver som bonus mulighed for at etablere to grønne gårdrum til medarbejderne.

I Aalborg skal Air Transport Wing (ATW) og Jægerkorpset (JGK) dele de nye faciliteter. Projektleder på byggeriet er arkitekt Mogens Riis Laubjerg fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, som overleverer den færdige bygning til flyvestationen i marts 2020.

SUN værksted tegning