Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Faciliteterne til nyt F-35 Kampfly viser, hvad Ejendomsstyrelsen kan løfte

Indholdsområde

 
 
 

Faciliteterne til nyt F-35 Kampfly viser, hvad Ejendomsstyrelsen kan løfte 

Projektet ’Etablering af Faciliteter til nyt F-35 Kampfly’ er et af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses mange spændende bygge- og anlægsprojekter. Projektet kaldes også F-35 Campus Skrydstrup.

02-04-2020 - kl. 15:50
Kampflyprojektet er noget særligt: Projektet har helt særlige sikkerhedskrav, stor ekstern og intern berøringsflade, milliardbudget, international vinkel, stor bevågenhed og en presset tidsplan. Det store bygge- og anlægsprojekt er netop sendt i udbud.  

Projektet trækker på mange fagligheder i organisationen
Kernen i projektteamet består af en projektchef, fire projektledere, en projektassistent og en sikkerhedsofficer. Alle samarbejder tæt med en ekstern rådgivergruppe bestående af forskellige eksperter samt skiftende medarbejdere fra resten af Ejendomsstyrelsen.   Kampflyprojektet adskiller sig fra andre store byggeprojekter ved kompleksiteten og de høje sikkerhedskrav. Projektet trækker på rigtigt mange ressourcer og kompetencer fra hele organisationen.

”Vi oplever, at der er nogle folk, der blomstrer i et projekt som dette. Sidder og gemmer på kompetencer, som virkelig har værdi – nogle der virkelig kan noget og ved ufatteligt meget om særlige emner. Dem inviterer vi med glæde ind i projektet”, fortæller projektchefen.

F-35 Campus Skrydstrup
Bygge- og anlægsprojektet er et af mange projekter i det samlede program for de danske F-35 Kampfly. Det samlede budget i det store program er ca. 20 mia. kr. – heraf har projektet i Skrydstrup et milliardbudget. Det nye kompleks i den sydlige ende af Skrydstrup dækker ca. 300.000 m2, svarende til 375 parcelhusgrunde. Bag indhegningen etableres en omkransende støjafskærmning på 13 meter.   Når hele komplekset står færdigt til overlevering vil der være 40.000 m2 under tag.

Selve hovedbygningen indeholder alt til servicering af de nye kampfly; værksteder, malerkabiner, lagerhaller, depoter og vaskehaller m.v. Der etableres desuden et stort eskadrilleområde med kontor- og undervisningsfaciliteter samt kantine. De to lange hangarettebygninger får plads til i alt 22 fly. Når de første F-35 fly i 2023 lander i Skrydstrup og flyene taxier ind i det nye kompleks, skal alt stå klart til at modtage og servicere flyene. Kravet er, at flyene skal kunne være operative allerede dagen efter.

F-35 campus Skrydstrup
Digital model af F-35 Campus Skrydstrup

Brugerinvolvering er vigtig
Der har i projektfasen været et tæt samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), som har indkøbt de nye kampfly og brugerne på Flyvestation Skrydstrup.

”Vi har gennemført en seriøs brugerproces med et virkeligt godt samarbejde med de kommende brugere i Flyvevåbenet. Det har været medvirkende til, at vi har designet et kompleks med en stærk funktion. Det spiller!” siger projektchefen.

Brugerne og FMI har også været involveret i designet af både det høje sikkerhedsniveau og optimering af funktionssammenhænge, som kan understøtte kravet til høj effektivitet på hver enkelt flystel. Piloter og værkstedsfolk vil naturligvis gerne operere så smidigt og let som muligt. Samtidig skal anlægget understøtte et setup med et ekstremt højt sikkerhedsniveau, som tilfredsstiller leverandøren i USA, Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

F-35 Projektet under COVID-19
Projektarbejdet fortsætter under det nuværende udbrud af COVID-19 i Danmark, da projektet er omfattet af kritiske funktioner og opgaver under Forsvarsministeriet. Projektets medarbejdere møder derfor stadig på arbejde. Det har nødvendiggjort omfattende tiltag for at sikre gode og sunde fysiske rammer, hvor hver enkelt kontorarbejdsplads har den nødvendige afstand til andre. Der er stort fokus på at sænke smitterisikoen, hvilket også medfører særlige krav til rengøring og afspritning.

”Det har hele tiden været en heksekedel,” siger projektchefen. ”Alt går rigtigt hurtigt, og vi har travlt, men det er samtidig sjovt og spændende. Samtidig gør vi meget ud af at passe på hinanden. Det skal være sjovt og sikkert at gå på arbejde. Vi kan ikke tåle at miste nogle af nøglepersonerne her i projektteamet, så er vi på den. Vi er sammen om det her – og vi er nødt til at klare opgaven.”